Det ottende KonaOne verdensmesterskab blev afholdt i Canada i staten Quebec ved Trois-Rivieres. Trois-Rivires ligger ved en stor flod, hvor 2 andre floder mødes. (Størrelsesforhold svarer til afstanden i Øresund mellem Danmark og Sverige ca. ved Nivå)
Vi var i år kun 2 danske deltagere, Helene Elmer og Allan Koch, som tog den lidt lange tur derover til et fantastisk godt tilrettelagt stævne. Alt fungerede, og der var en super kompetent, international jury, som startede med at gennemgå regler og gav information om, hvad de betragtede som pumpning, og hvordan de ville dømme disse ting. (KonaOne klassen er jo en klasse, hvor det ikke er tilladt at bruge pumpning overhovedet,
hvilket bl.a. er med til at gøre det en mere taktisk klasse, hvor det mere er evnen til at placere sig rigtigt på banen, lave gode starter og kunne holde god fart i brættet, der er vigtigt frem for hvor meget man har gået i styrkecenter og dyrket bodybuilding J )
I stævnet deltog i år hovedsageligt folk fra Canada & USA, én fra Frankrig, én fra England, 5 fra Sverige, samt 2 fra Danmark. 17 ud af de 64 deltagere var kvinder, aldersintervallet på deltagerene var fra 8 til 80 år.
Site faciliteter var perfekte, folk kunne campere, bo i sejlklubben, hvor der var 4 sovesale med senge eller leje lejlighed lige ved siden af. Desuden var der nogen, der boede på hotel lidt længere væk; alt dette gjorde, at der var hyggelig aktivitet hele tiden.
Vi fik sejlet en serie på 8 sejladser over 5 dage; vinden drillede desværre helt untagelsesvist for dette område. De første mange dage var det meget let vind 2-4m/s, og det var noget vanskeligt at få afholdt sejladserne, fjerde dagen havde vi 2 sejladser i 7m/s og efterfølgende 2 sejladser i 5m/s. Heldigvis er KonaOne en klasse, hvor man sejle fra 2m/s op til 13-14m/s vel og mærke med et og samme sejl.
Dommeren forsøgte i første omgang at undlade sort flag, hvilket resulterede i rigtig mange omstarter, da sejlerene var meget ivrige for at ligge godt fremme på linien. Senere kom sort flag op i resten af sejladserne, hvilket satter en dæmper på, hvor langt fremme sejlerene var. Der blev ivrigt patruljeret af 2 jurybåde, som udstedte domme for pumpning, hvilket var, når folk lavede få ryk i sejlene på læns for at s
tyre i bølgerne, så der blev stået musestille på brædderne.
Der blev også afholdt en langdistance sejlads med strandstart efterfulgt af 20 km halvvind og kryds i 4-6 m/s, afsluttende i en meget svær sejlads, hvor en af de andre floder munder ud. Der var særdeles meget strøm, som gjorde at nogle af deltagerne, som ikke var opmærksomme nok, havde meget svært ved at komme rigtig ind til stranden, men drev forbi den pynt, vi skulle slutte på. Dette var til stor fornøjelse for publikum og de af os der kom rigtig ind i forhold til strømmen. Vi blev kørt retur i busser, og brædder og sejl blev ligeledes transporteret retur. En hård lang sejlads, men god bagefter.På stævnets sidste dag forsøgte vi vedholdende at få sejlet et par sejladser mere, men uden held, til gengæld fik vi afholdt en stor flydende picknic, da arrangørerne besluttede sig for at sejle ind og hente gode sandwich til os alle, som vi med stor fornøjelse spiste på vandet, hvorefter vi pumpede os ind til stranden igen.
Det første højdepunkt for mig personligt var, at jeg fik lavet en ret stabil serie af sejladser i “medium weight” klassen, som nok er den hårdeste, hvor jeg endte som nr. 7 og overalt blev nr. 11. KonaOne klassen kan også sejle om en overalt vinder, da vi har et handicap system, som gør at det er muligt at sejle fair alle mod alle, fordi vi er delt op i vægtklasser med tilhørende sejlstørrelse.
Det andet højdepunkt var at jeg kunne møde en af mine gamle venner fra Canada, som jeg konkurerede meget seriøst med for 30 år siden. Det var muligt igen at kunne sejle mod hinanden under gode betingelser.
Tredie højdepunkt var, at jeg fik lokket Helene Elmer, en af vore tidligere vetaraner i windsurfing både fra Mistral og Lechner klassen med derover. Dette skete blot 14 dage før sejladserne; vi gjorde vore bedste for at repræsentere Danmark på banen og blandt alle de andre sejlere. Helene og jeg vil fortsætte træning for at kunne “give den gas” til andre internationale stævner, bl.a deltager vi til Svensk mesterskab og Europæisk mesterskab hen over sommeren.
En anden stor oplevelse i KonaOne klassen er, at man kan møde folk, der har sejlet windsurfer fra 1970-90erne. Nu kommer de sammen med deres familier (koner,mænd og børn og sejler sammen). Et rigtig godt eksempel på dette er Holm familien hvor far,søn og datter ligger og kæmper “head on“mod hinanden om guldet. I år var det så kun far og datter; desværre måtte datter afstå guldet til farmand da hun selv fik 2 OCS for for tidlig start, så trods 4 andre førstepladser gik den ikke. (se i øvrigt resultatlisten). Jeg vil også lige nævne, at på 12 pladsen kom en “tough old iron lady” på 74 år, Godt gået.
Tidligere verdensmesterskaber for KonaOne klassen er blevet afholdt i Thailand, Frankrig, Tyskland, Sverige, Miami, Danmark(Nivå), Grand Canaria.
“All winds are Kona wind”
/Allan KochOne Board One sail.