Nej, det er ikke en øl fra et mikrobryggeri i Thy – det er DM i windsurfing og det afsluttende stævne på DBO’s wave/freestyle tour 2014. Efterårsferien i Klitmøller er pakket med tilbud til windsurfere: i den første weekend holder Sara Sommer girl camp, Young Gun Classic – er en klassiker, og fra torsdag d. 16/10 til lørdag d. 18/10 er der DM i wave/freestyle. I år vender Wild West Slalom tilbage til Thy som et ekstra bidrag til underholdningen. Slalomsejladserne finder sted d. 17 og 18/10 i Vesterhavet udfor Ørhage, og her er der chance for at se danmarks bedste racere konkurrere i rigtigt saltvand og brænding.

Men først og fremmest skal vi have afgjort, hvem der skal være danmarksmester i wave og freestyle, og vi skal have delt en masse præmier ud. Kan Mads Lunøe forsvare sin titel fra sidste år, og kan Sara Sommer vinde kvindeklassen igen? Ka’ Kasper Bøttern vinde juniorklassen og kan Lars Petersen vinde SUP-konkurrencen endnu en gang? Det får vi svar på i efterårsferien. Klitmøller leverer forholdene, deltagerne leverer action og DBO´s sponsorer leverer præmierne – det er aftalen. DBO tør godt love, at præmierne bliver store og mange igen i år.

Tilmelding

Hvis du er tilmeldt DM i wave/freestyle er der gratis deltagelse i Wild West Slalom. Hvis du kun vil deltage i Wild West, skal du blot tilmelde dig denne del af konkurrencen. Tilmelding i DBO-shoppen: https://dbo.dk/?page_id=478 – husk at have kontingent og licens i orden, så kassereren ikke skal bruge tid på det. Tilmeldingen til DM i wave/freestyle lukker fredag d. 10/10 og til Wild West slalom lukker tilmeldingen torsdag d. 16/10. Juniorer som er medlem af DBO og sejl/surfklub kan dog tilmelde sig på dagen – det koster 450 kr.

Generalforsamling

DBO’s generalforsamling foregår i år i Klitmøller. Torsdag d. 16/10 efter dagens sejladser vil bestyrelsen fortælle om sæson 2014 og nye tiltag for 2015. Lørdag aften slutter DM af med fest, fællesspisning og præmieoverrækkelse i NASA’s klubhus, og når festen slutter, er der rig mulighed for at fare vild i mørket. Nærmere info om tilmelding til fællesspisning her på siden snart.

Vi glæder os til at se dig i Kitmøller

DBO wave/freestyle