Bjørn Dunkerbeck – som 41 gange har kunnet kalde sig verdensmester – stiller op til windsurfing regatta i Lillebælt i maj. Regattaen skal være med til at promovere Lillebælt som surfdestination.

21. maj løber det første Hejlsminde Windsurfing Langdistance Regatta af stablen. Med på startlisten er 46- årige Bjørn Dunkerbeck, der har dansk mor og er en levende legende i windsurferverdenen med ikke mindre end 41 verdensmesterskaber i forskellige windsurf-discipliner. ‘Dunki’, som han kaldes i windsurf-verdenen, glæder sig til at have dansk vand under brættet igen.

-Det er mange år siden, jeg har været med til en windsurf-konkurrence i Danmark, så jeg glæder mig helt enormt. Jeg ser også frem til at prøve kræfter med Lillebælt, og jeg forventer et godt og hårdt race, siger Bjørn Dunkerbeck.

Hejlsminde Windsurfing Regatta er et af de få løb i verden, der både tiltrækker de bedste professionelle og giver plads til amatører. Den første dag er der kvalifikationsløb. De bedste amatører og professionelle går videre til hovedkonkurrencen søndag.

Om søndagen finder hovedløbet sted, hvor windsurferne skal krydse Lillebælt og tilbage igen så hurtigt som muligt. Her vil surferne komme op på mellem 50 og 60 km i timen. Bjørns søster, Britt Dunkerbeck, der selv har adskillige World Cup-titler på CV’et, er medarrangør af løbet. Også hun ser frem til et spændende løb.

-Lillebælt er en overset perle for windsurfere. Der er altid et godt spot inden for rækkevidde, lige meget hvilken vej vinden blæser, og generelt er forholdene for langdistancerace gode, så Lillebælt fortjener en stor konkurrence som den her, siger Britt Dunkerbeck.

Poster-medium-size

Dagen i Hejlsminde vil også byde på en række mindre surfkonkurrencer og en række andre aktiviteter, så hele familien kan få fornøjelse af at komme ned og være tilskuere på dagen. Det er Britt Dunkerbecks forventning, at regattaen kan vokse sig meget større i de kommende år.

– I Tyskland trækker den her type arrangementer mange tusinde mennesker til, så jeg tror, at det kan blive rigtig stort, når det først går op for omverdenen, hvor godt det er at windsurfe i Lillebælt. Forhåbentlig kan det være med til at løfte hele området og Danmark som windsurf-destination, siger Britt Dunkerbeck.

Foruden Bjørn Dunkerbeck deltager flere internationale navne i løbet. En af dem er danske Sebastian Kornum.

Om eventen

Hejlsminde Pro / AM Windsurfing Langdistance Regatta d. 21/22 maj på Hejlsminde strand.

Foreløbigt program lørdag: Ø-grandprix rundt om Brandsø, hvor surferne kan kvalificere sig til hovedløbet søndag. Flere mindre løb for tilskuernes fornøjelse helt tæt på stranden.

Foreløbigt program søndag: Hovedløbet 22 km. langdistanceløb Hejlsminde/Fyn/Hejlsminde. Tre mindre løb tæt på stranden for tilskuernes fornøjelse. På stranden vil der begge dage være SUP udflugter, SUP yoga, fun events og Strand Safari for de mindste. Det endelige event program bliver lagt online ca. to uger før event start på www.dunkerbeck-windsurfing.com

Ændringer kan dog forekomme på dagen afhængig af vind og vejr.

Arrangørerne:

Regattaen organiseres af Hejlsminde Sejlklub Bådelaug som del af projekt Vild med Vand, i samarbejde med Dunkerbeck Windsurfing.

For mere information om Bjørn Dunkerbeck og pressefotos: http://www.dunkerbeck.com/

NeilPryde_ØGrandprix 2016_low