«

»

Sara Sommer ender i top 10 til World Cup på Tenerif


PWA World Tour i bølger havde i sidste uge sit næste stop på Tenerife, hvor både KEnneth Danielsen (DEN-38) og Danmarks dygtigste kvindelige bølgesejler, Sara Sommer (DEN-107), var med. Vi har i denne artikel fokuseret på Sara Sommer som præsterede at ende på en delt 9. plads sammen med Lena Erdil og Caterina Stenta ud af de i alt 17 deltagende bølge kvinder, og vi har været så heldig at få en beretning fra hende dernede fra.

“Jeg var ikke sikker på om jeg ville deltage i PWA konkurrencen på Tenerife indtil kort før konkurrencen startede. Jeg deltog hernede i 2014 og afsluttede med en syvende plads. Jeg fik kort herefter en seriøs nakke skade, som mere eller mindre har holdt mig fra vandet i 2 år. Jeg kan fortsat ikke falde hårdt i loops, hvorfor jeg kun har en tabletop, som et sikkert hop til dette års PWA konkurrence” fortæller Sara Sommer.


Sara Sommer var så meget i tvivl at hun tjekkede vejrudsigten tæt på en million gange før hun endelig registrerede sig i håb om at der max ville være et hop tællende i let vind. Dog så det ud til at der var et par meget blæsende dage midt i ugen. Sara besluttede alligevel at deltage, på trods af vejrudsigten og sit manglende andet loop.
De første par dage var der ingen vind, men på tredje dagen begyndte det langsomt at blæse – dog ikke helt nok til at starte konkurrencen. På fjerde dagen blev konkurrencen sat i gang.

Da Sara ikke har deltaget de seneste år, var hun ikke seedet, hvilket betyder at hun skulle starte forfra i eliminationen idet dommerne ikke kunne kende hendes niveau. Sara fortæller om sine sejladser i single eliminationen, hvor hun møder Alexa Escherich og Verdensmesteren i Slalom og Freestyle, Sarah-Quita Offringa; “Vi sejlede ved lavvande, hvilket kan være lidt skræmmende, da der er en del vulkan sten der stritter op her og der. Jeg vandt dog heatet med 9 ekstra points. Derefter mødte jeg Sarah-Quita Offringa og tabte med 5 points.”
Sarah-Quita kæmpede sig videre til en første plads i single eliminationen. Daida Moreno endte på anden pladsen trods skade i hendes heat mod Lina Erpenstein. Iballa Moreno endte på 3. pladsen.


I double eliminationen, som startede den efterfølgende dag skulle Sara Sommer først møde Serena Zola. “Det blæste uheldigvis til 2 tællende hops. Jeg var ret nervøs da jeg ikke havde de to hops, men det lykkedes mig alligevel at kommen igennem heatet med 5 ekstra points og videre til Greta Benvenuti. Greta er en solid sejler, og vi kender nok spottet lige godt. Jeg vandt i bølgerne, men da jeg ikke havde de to hop vandt hun” fortæller Sara med en ærgelse i stemmen.

“Jeg endte på en 9. Plads, hvilket jeg er tilfreds med, da jeg opnåede resultatet uden mine loops. Det var et super sjovt event og fedt at sejle med alle pigerne. Jeg håber der i de kommende år kommer flere danske piger med til PWA World Cup stævnerne i bølger.”

Sponsorer: Boardpunx, Severne Sails
Billeder: Windspirit og John Carter