«

»

Året der gik og …

Godt nytår til alle derude, og vi ønsker alle en god start på sæsonen i 2018. Vi ser kort tilbage på året der gik, og ser frem til et nyt og spændende år.

Foil Windsurfing blev årets nye store tiltag internationalt. PWA’en initierede med test events, og vi havde 7 sejlere, der sejlede kurssejladserne i Danmark på foil, som vi helt sikkert kommer til at høre mere til. I løbet af året er der blevet trænet Foil ved siden af Formula – nogle har trænet mere end andre, og nogle er stadig i tvivl om, hvilket udstyr de vil fortsætte med i 2018 – Formula eller Foil? Vi forventer, at i 2018 vil godt halvdelen være konverteret til foil, mens mange forbliver på formulaudstyr. Så begge klasser lever videre, og der vil i 2018 og mange år frem, blive kåret Danmarksmestre i begge discipliner.

Men vi må heller ikke glemme de andre discipliner, og vi krydser fingre for, at det bliver et blæsende år, så der kan blive kæmpet heftigt i mærkerundingerne i slalom og blive fyret nogle fede manøvrer af i wave/freestyle. Modsat behøver KONA og RS:X ikke så meget vind, og vi er glade for at kunne se den udvikling, der er sket med KONA, bl.a. takket være Nivå Bådelaug, der som den eneste klub i Danmark har træning for KONA-sejlere, hvor alle er velkomne. Både her, i World Cuppen, i Foil og Formula viser danskerne sig at være blandt verdens bedste. Ligeledes gælder det for KONA, hvor danskerne lagde sig i toppen af feltet til både VM og EM. I RS:X havde vi dansk deltagelse i form af en original Formula sejler med til ungdoms-VM i Kina.


En disciplin, som vi kun sjældent hører om, er Speed. Mikkel Asmussen satte ny dansk rekord med 49.40 knob på 500-meter distancen i Namibia.

Vi kunne blive ved med at nævne de flotte præstationer fra vores danskere, der både sætter tid og penge af til at rejse og vise verden, at Danmark er godt sejlende. Og dette skyldes blandt andet de super gode initiativer af nogle af vores dygtigste sejler som har etableret Påske-træning i Skive, Surfers Cup for at prøve kræfter med konkurrence og træne jibes, Windsurf Camp Denmark for at kunne lære teknik og fælleskab, og Young Gun Camp udelukkende til de unge.
Til slut ønsker vi at give en stor tak til vores sponsorer Nautic Surf & Ski, Intersurf, Neil Pryde og Simmer Style. Det er trods alt takket være dem at vi har noget velfungerende udstyr til afholdelse af stævner – trailer med radioer, bøjer, flag, sejler tøj, m.m.

Så fingers crossed og vi glæder os til 2018!

Vi ses på vandet
DBO Crew