Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/e/e/7/dbo.dk/httpd.www/wp-includes/post-template.php on line 284

Nordisk Mesterskab 2020

I denne weekend blev der afholdt Nordisk mesterskab i iQFoil, FW foil og Slalom i Ringkøbing. Efter aflysningerne af forårets kapsejladser var det særdeles opløftende at få gennemført mesterskaber i alle discipliner – en 1 slalom-elimination, 8 kurs-sejladser og 2 fun-sejladser – alle i fantastiske forhold.

Med 41 sejlere (heraf 8 kvinder) fra Danmark, Norge og Sverige var det en lettelse at se, at forårets kapsejladspause ikke har svækket lysten til at kapsejle. Og den ekstra tid til træning under lockdown er tydeligvis blevet brugt flittigt – det er lang tid siden, at konkurrencen i toppen har været så tæt.

Kurs-disciplinen blev domineret af de iQFoil-sejlere, som netop var vendt hjem med flotte resultater fra EM på Silvaplana – og som har trænet næsten dagligt i Sejlsportscentret i Århus siden iQFoil-klassen i efteråret blev valgt som ny OL-disciplin. Vinder blev Christian Justesen med 9 point, kun 3 point foran Sebastian Kornum og Mads Justesen. Hos kvinderne tog søstrene Oppedal fra Norge guld og bronze mens Lærke Buhl fra Århus tog sølv .

Søndag eftermiddag var vinden tiltaget tilstrækkeligt til at slalom-elimination kunne gennemgøres, og der blev sejlet 8.6 og 7.8 m2 sejl hos herrerne. Guldet blev rutineret sejlet hjem af den mange-dobbelte danmarksmester i slalom, Kasper Juul Larsen – foran ungdomstalentet Johan Søe og PWA-professionelle Sebastian Kornum.

Se alle resultaterne på dbo.dk og Jansens flotte billeder på DBOs Facebook side.

Vi ses til sæsonafslutning for kapsejladsklasserne til DM-finale i Nyborg 19-20. september. Der vil desuden være fortsat stor aktivitet i efteråret med især foil-træning i Århus og Nivå, da de dygtigste iQFoil-sejlere træner op mod VM på Gardasøen i Uge 43.